Til Menu

20. Arbejder
af Rick Joyner

8. Derpå plantede Gud HERREN en have i eden ude mod øst, og der satte Han Mennesket, som Han havde dannet;

9. Og Gud HERREN lod af agerjorden fremvokse alle slags træer,
en fryd at skue og gode til føde, desuden livets træ, der stod midt i haven. og træet til kundskab om godt og ondt.

15. Derpå tog Gud HERREN Adam* og satte ham i Edens have til at dyrke og vogte den. *betyder menneske (1 Mos. 2:8,9,15).

Herren forberedte omhyggeligt og vidunderligt et perfekt miljø for mennesket. Han skabte mennesket, og Han vidste nøjagtigt, hvad der ville være bedst for ham, og hvad derville glæde ham. Han skabte også mennesket til at dyrke sit eget miljø, og dette krævede arbejde. Nogle har fejlagtigt troet, at arbejde var en del af forbandelsen, men en mand arbejdede i haven før faldet. Arbejdskraft var ikke en del af forbandelsen; "slidsomt arbejde" var forbandelsen. Slidsomt arbejde adskiller sig fra arbejde. Slidsomt arbejde opnås kun med hårdt og smertefuldt arbejde. Slidsomt arbejde antyder modsætningsforhold fra skabelsen i stedet for dets samarbejde.

Mennesket blev skabt til fællesskab med Gud og til at dyrke jorden. Derfor blev mennesket også skabt til at arbejde, og meningsfuld arbejde er essentiel for menneskets velvære og opfyldelse. Nøgleordet her er "meningsfuldt." Herren havde til hensigt, at vi skulle modtage en dyb tilfredshed fra vores arbejde. Uden meningsfuld præstation i vores liv, vil der være et andet tomrum, der efterlader os tomme og desorienterede. Det er også grundlæggende, at enhver finder meningsfuld arbejde.

Der er to hebraiske ord oversat til det ene engelske ord "dyrke" i dette kapitel. De er 'abad', hvilket betyder "tjene en anden ved arbejde"og (shaw-mar'), hvilket betyder "at holde, beskytte, observere, give akt." Disse er begge iboende egenskaber hos mennesket. Vi læser tidligere i 1 Mosebog 2:5, "dengang fandtes endnu ingen af markens Buske på jorden, og endnu var ingen af markens urter spiret frem, thi Gud at dyrke agerjorden." Herren havde endda overladt en del af sin planlagte skabelse at mennesket skulle hjælpe med at bringe det frem.

Det er en del af selve vores natur at tage det Herren har sørget for os, og tilføje vores eget kontakt med det. Dette kan endda virke helliggørende for nogle, men ikke når vi forstår, at Herren overlod dette for mennesket at udføre, så mennesket kunne udtrykke den kreative natur, som Han havde lagt i ham. Gud ville have menneskers kontakt i haven. Han ville have, at mennesket skulle eje det i sit hjerte, så han blev opmærksom nok til at bevare og beskytte det. Selvfølgelig skulle dette gøres med Gud, men Herren ønskede, at mennesket skulle bidrage.

Vores natur er at se efter måder, hvorpå vi kan føje vores egen kontakt til tingene, forbedre dem og beskytte domæner, som vi er betroet. Som med alle vores gaver og egenskaber, vil de blive anvendt forkert, hvis de ikke bruges korrekt. Hvis de ikke bruges konstruktivt, vil de blive brugt destruktivt. Alligevel blev mennesket skabt til at være kreativ, hvilket er en grundlæggende del af det billede af Gud, som vi har fået.

Mennesket er kaldet til at hvile i Gud, men vi må også arbejde sammen med Gud. I dette arbejde skal vi finde, hvad Han skabte os til at gøre. I Ef. 1:4 får vi at vide, at "Allerede før universets grundvold blev lagt, har Han [i Han's kærlighed] udvalgt os [faktisk udsøgt os for Ham selv som sin egne] i Kristus, for at vi skal være hellige [indviet for og givet særstilling hos Ham], og [vi er nu] uden dadel og skyldfri i Han's øjne, endog hævet over kritik for Han's åsyn." Vi var kendt forud og valgt af Gud, før verden endda blev skabt. Den Gud, der er så speciel og specifik, vidste også, hvad Han skabte os til. Vi har hver især et meget specifikt job - et meget specifikt kald. Vi vil aldrig kende en ægte fred og opfyldelse i vores hjerter, før vi udfører vores kaldelse.

Hvordan ved vi, hvad vores kald er? Dette kan være for at forenkle det lidt, men vi finder ud af de to sidste ord fra Ef. 1:4, "i kærlighed." Fordi vi blev skabt med vores formål i bevidstheden, vil det, vi er kaldet til, også være det, vi elsker at gøre mest. Vi siges i Joh. 7:38, "Den, der tror på mig, skal som skriften sagde: 'Fra hans inderste væsen skal der strømme floder med levende vand." Levende vand kan kun komme fra vores hjerter, det som er vores dybeste kærlighed.

Gud har skabt os og kaldet os til at gøre vores hjertes dybeste ønske. De fleste mennesker er imidlertid så belastede og bundet af andre menneskers forventninger og åg, at det kræver fuldstændig fornyelse af deres sind, før de begynder at skelne det åg, som Gud har kaldt dem til at bære. Alligevel må vi forfølge denne søgen og ikke give op, før vi lever i fred og opfyldelse, som kun kan komme, når vi ved, at vi gør, hvad vi blev skabt til at gøre.

21 Prøven
OP